Nordjysk Elite Speedway

MATIC IVACIC SKRIVER MED NORDJYSK ELITE SPEEDWAY

Den 28-årige C-kører Matic Ivacic fra Slovenien og Nordjysk Elite Speedway har indgået kontrakt med hinanden for sæson 2022. 

Indtil videre har Matic Ivacic to slovenske mesterskaber på sit speedway CV, da han tidligere på sæsonen forsvarede sit slovenske mesterskab fra 2020. 

Udover at forsvare det slovenske mesterskab var Matic Ivacic holdkaptajn på det slovenske landshold, da der tidligere på året blev kørt Speedway Of Nations. Desværre for Matic Ivacic og Slovenien blev semifinalen endestationen.

I 2021 var Matic Ivacic oprindelig tilknyttet GSK Liga (Grindsted) i Danmark, men da de ikke gjorde brug af Matic Ivacic forhørte holdleder i Nordjysk Elite Speedway, Janus Millard, sig hos GSK Liga og Matic Ivacic, hvorefter Matic Ivacic fik grønt lys til at køre for Nordjysk Elite Speedway. I 2021 var Matic Ivacic på holdkortet i en enkelt match for Nordjysk Elite Speedway, hvor han på Sparekassen Danmark Speedway Arena i Brovst scorede 3+1 point, da Esbjerg Vikings blev besejret med cifrene 44-40.

Holdleder i Nordjysk Elite Speedway, Janus Millard, var tilfreds med indsatsen fra Matic Ivacic i matchen mod Esbjerg Vikings og ser et stort potentiale den slovenske kører:

“Matic Ivacic var en af de kørere vi prøvede af, da vi ikke længere kunne nå slutspillet i år. Han gjorde det fornuftigt i den match han kørte for os og var bedre end de 3+1 point han scorede. Jeg ser ham også som en spændende kører, der, hvis han fortsætter sin udvikling, kan blive et stort navn i både den svenske og polske liga, og forhåbentlig også hos os i den danske liga”, udtaler holdleder, Janus Millard.

Selv er Matic Ivacic glad for at han i 2022 er en del af truppen i Nordjysk Elite Speedway:

“Nordjysk Elite Speedway er en god klub med positive mennesker. Jeg håber, at jeg i 2022 får flere muligheder for at køre for klubben end tilfældet var i 2021. Jeg håber, at vi som hold kan vinde mange matcher i 2022, så vi kan være med i toppen af den danske liga. For mit eget vedkommende handler det om at være en stærk og stabil kører på holdet. Jeg er ekstrem motiveret og vil henover vinteren forbedrede mig bedst muligt på den kommende sæson. Jeg lover, at jeg vil gøre mit bedste for klubben”, udtaler Matic Ivacic.

Næste kører i truppen til den kommende sæson afsløres i næste uge, onsdag den 24. november.

 

Facebooklinkedin